Før i tiden tænkte jeg egentligt bare på cykler, som værende dårligere, ikke-motoriserede, biler med kun to hjul. Det var altså et transportmiddel, som man kunne komme hurtigere frem med, end med ens ben, men som på alle måder var dårligere, end en bil. Fra mit perspektiv var der altså ikke nogen grund til at cykle, hvis man havde mulighed for at køre i en bil i stedet for. Jeg benyttede mig derfor kun af cykler ind til jeg blev 18 år gammel, og endelig fik mit et kørekort. Derefter blev cyklen smidt i garagen, hvor den ellers fik lov at samle støv de næste mange år.
Det er dog noget der har forandret sig i dag. Nu om dage kører jeg snildt 100 km på en uge, og er på cyklen mindst 4 dage hver uge. Det er blevet til min primære form for motion, og det er noget der virkeligt har forandret mit liv. Jeg er både et sundere og gladere menneske i dag, og det kan jeg takke min cykel for. Der skulle dog en del til, før jeg fik øjnene op for, hvad en cykel kan gøre for ens helbred og liv.
Jeg har aldrig været specielt glad for motion. Tilbage i folkeskolen benyttede jeg alle undskyldninger jeg kunne komme på, for at undgå idtræts-timerne. Jeg ?glemte? ofte mit gymnastiktøj derhjemme, opdigtede sygdomme, og pjækkede også i høj grad. Jeg brød mig ganske enkelt ikke om at løbe rundt, miste pusten og svede. Denne motions-skræk tog jeg med mig ind i voksenlivet. Jeg dyrkede ikke nogen former for sport, brugte altid bilen selvom ting var indenfor gå-afstand, og var helt allergisk overfor tanken om, at nærme mig et træningscenter.
Sådan en doven livsstil kan man dog ikke leve uden konsekvenser. Jeg begyndte efterhånden at tage rigtigt meget på i vægt, og pludseligt skulle kunne jeg puste og stønne efter en 5 meter lang gåtur hen til køleskabet og tilbage igen. Det var ikke holdbart: og det fik min læge da også endelig banket ind i hovedet på mig. Men hvad skulle jeg dog gøre? Ingen former for motion virkede overkommelige eller attraktive. Viljestyrke var en by i Rusland, og jeg var egentligt klar til at give op.
Men så skete der noget mirakuløst. Min bil brød sammen, og jeg havde ikke råd til at reparere den. Min nabo tilbød mig, at jeg kunne låne hans cykel. Det var en rigtig god cykel: virkelig lav vægt, nem at justere, og generelt en drøm at køre på. Jeg havde aldrig prøvet at køre på en god cykel før.
Jeg var skeptisk overfor, at skulle cykle hen til alting. Men uden en bil, og med en tom bankkonto, var der jo ikke rigtigt noget at gøre. Så jeg begyndte at cykle på naboens cykel, og langsomt begyndte jeg at nyde det. Det føltes fantastisk at cykle rundt! Hvis en cykel kan forandre mit liv, så kan den helt sikkert gøre det samme for dig. Bare sørg for, at det er en god cykel du anskaffer dig ? det gør virkeligt en forskel.